Jamesie
I Caribien spiller de ganske mange slags musik. Det er en verdensmusikalsk smeltedigel, der er derude, hvor mongoosen spiser slangerne og hvor rommen bare et en biprodukt. Det er herude man spiller Soca - musikken der er en fusion af genrerne soul og calypso. På samme måde bliver det til polcalypso, når polka møder calypso. Det er da helt indlysende, men ordet er alligevel opfundet i Danmark af Kazio Kierpaul, lederen af orkestret, der startede med at hedde Karlekammeret og senere skiftede til The Original Danish Polcalypso Band.
Det var en gang i 1980-erne, Kazio hørte noget musik fra en af mine udsendelser med kvadrille-musik fra de tidligere danske øer. Han fik Karlekammeret til at spille den musik - og gjorde vel at mærke så godt, at det hurtigt blev en drøm at komme til de tidligere danske øer og møde nogle af de musikere, hvis musik orkestret nu spillede og endda havde udgivet på LP.
Det blev til det første møde med varmen, rommen og musikerne i 1992. Nu har orkestret været derude flere gange, er voldsomt populært og har endda også haft det største forbillede Jamsie, på besøg her i Danmark. Det var første gang han var så langt hjemme fra og en stor oplevelse både for ham og danskerne.
I september kommer Jamsie igen. De mange ugers kontakt med den multietniske verden, som begyndte med "Images of the World"-festivalens start 4. august glider over i en række musikarrangementer i det projekt, der hedder "Brændstof 2000". Det er under den hat, Jamsie kommer hertil påny. Og selvfølgelig for at spille og turnere sammen med polcalypso-drengene, som han sidst var sammen med i foråret 1999, da orkestret spillede på alle tre øer - og sammen med Jamsie.
James "Jamsie" Brewster er født på St. Croix i 1929, hvor han er vokset op på Estate Concordia - altså ved Frederiksted, hvor gik i skole på St. Patrick indtil han i sjette klasse var nødt til at holde op for at være med til at tjene til familiens ophold. En smule guitar havde han lært af sin far, der tjente en skilling om aftenen ved at spille til kvadrilledans. Det førte så til hans eget orkester "Jamsie and the Happy Seven. Skulle der være kvadrilledans, så var Jamsie og hans gutter simpelthen noget af det bedste.
Øens måske bedste saxonfonspiller sikrede Jamsie sig, nemlig den nu afdøde Ohaldo Williams. Det blev til flere LP'er, som blev revet væk. Mit første møde med Jamsie var netop ved at kvadrilledans der, hvor der alle tider har været de mest berømte af slagsen, nemlig St. Gerald Hall i Frederiksted. Her fik jeg det første interview med en førende quelbe-musiker, men også med radiomanden Leo Moron, der var taget fra St. Thomas for at deltage i påskens trækplaster: Quadrille med Jamsie and the Happy Seven og som caller - altså ham, der kommer med kommandoerne til danserne Bradley Christian.